Sagen angik, om de udgifter, som selskabet havde afholdt til udvikling af et strikkekoncept i indkomståret 2022, kunne anses for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og om selskabet som følge deraf var berettiget til forhøjet fradrag efter ligningslovens § 8 B, stk. 4. Selskabet havde afholdt udgifter på i alt 526.000 kr. til udvikling af et strikkekoncept. Selskabet havde bl.a. oplyst, at der ved udviklingen af strikkekonceptet var skabt en ny og bæredygtig tilgang til tøjproduktion, som ikke var set tidligere. Landsskatteretten fandt ud fra samlet vurdering, at det ikke var dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at selskabet havde udviklet en ny eller væsentligt forbedret proces i forhold til allerede kendt teknik på udviklingstidspunktet. Retten lagde vægt på, at selskabets produkter produceredes på købte og færdigudviklede strikkemaskiner med dertilhørende standard softwareprogram, og at de øvrige elementer i strikkekonceptet havde karakter af produktionsplanlægning og udarbejdelse af forretningsstrategier, som ikke var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1. Retten lagde endvidere vægt på, at der ved produktionen af strikkeprodukterne ikke var sket en forbedring af produkternes tekniske egenskaber, men derimod nyt design i form af en ændring af produkternes ydre fremtræden. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at der med teknisk viden var udviklet et nyt eller væsentligt forbedret produkt eller en ny eller væsentligt forbedret proces, og at de afholdte omkostninger som følge heraf ikke var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, eller afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Et selskab drev virksomhed med at opkræve parkerings- og vejafgifter mv. for private og offentlige virksomheder og offentlige myndigheder i flere lande hos ejere og brugere af bl.a. dansk registrerede køretøjer. Sagen angik, om selskabet var berettiget til at opnå terminaladgang til Køretøjsregisteret, jf. registreringslovens § 17, stk. 2.

I medfør af registreringslovens § 17, stk. 2, kunne skatteministeren for offentlige myndigheder og for de i nr. 1-10 nævnte virksomhedstyper m.v. fastsætte regler om terminaladgang til oplysninger i Køretøjsregisteret om identiteten af et køretøjs ejer eller bruger. Landsskatteretten anførte, at bestemmelsen måtte forstås således, at skatteministeren kunne fastsætte regler om, hvilke oplysninger der kunne gives om identiteten af køretøjets ejer eller bruger til de virksomhedstyper m.v., der efter loven var berettigede til terminaladgang til Køretøjsregisteret. I registreringsbekendtgørelsens § 102, stk. 1, havde skatteministeren bestemt, at de omhandlede virksomhedstyper m.v. havde adgang til oplysninger om navn og adresse på den registrerede primære ejer og primære bruger af køretøjet.

Landsskatteretten fandt, at den del af selskabets virksomhed, der angik opkrævning af vejafgifter mv., var omfattet af registreringslovens § 17, stk. 2, nr. 8, om virksomheder, der opkrævede betaling for brug af veje m.v. Videre fandt Landsskatteretten, at den del af selskabets virksomhed, der angik opkrævning af parkeringsafgifter, var omfattet af opsamlingsbestemmelsen om øvrige virksomheder mv. i registreringslovens § 17, stk. 2, nr. 10. Landsskatteretten henså herved til, at selskabets adgang til personoplysningerne var nødvendig for, at selskabet kunne opfylde de retlige forpligtigelser og opgaver, som påhvilede selskabet som led i udøvelsen af virksomheden med opkrævning af parkeringsafgifter, og at selskabets behov for oplysningerne hverken var forbigående eller midlertidigt.

Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse, således at selskabet havde terminaladgang i medfør af registreringslovens § 17, stk. 2, nr. 8 og 10.

Klageren fik i indkomståret 2019 udbetalt et beløb på 465.630 kr. fra en pensionsordning i Schweiz, og spørgsmålet var, om Skattestyrelsen ved en ekstraordinær skatteansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kunne forhøje klagerens indkomst hermed.

Klageren havde bopæl i og var fuldt skattepligtig til Schweiz i perioden 2004 til 2018. Fra 2006, hvor klageren stiftede H1 GmbH, indbetalte hun igennem selskabet til en pensionsordning i G1 AG. Klageren vendte tilbage til Danmark i 2018 og blev herefter fuldt skattepligtig til Danmark. Den 10. april 2019 fik klageren udbetalt pensionsopsparingen på i alt 465.630 kr. til sin bankkonto i Danmark, efter at der var fratrukket skat med i alt 30.910 kr. i Schweiz. Det udbetalte beløb var skattepligtigt efter reglerne i pensionsbeskatningsloven og var skattepligtigt til Danmark, jf. det almindelige globalindkomstprincip i statsskattelovens § 4 sammenholdt med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 1. Danmark skulle - i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse - lempe for dobbeltbeskatning med den skat, som klagen havde betalt i Schweiz, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 1, litra a. For indkomståret 2019 var klageren fuldt skattepligtig til Danmark. Landsskatteretten anførte, at klageren i klar strid med det anførte retsgrundlag undlod at oplyse skattemyndighederne om det udbetalte, ganske betydelige, beløb i forbindelse med hendes årsopgørelse for indkomståret 2019. Landsskatteretten fandt, at klageren ved denne undladelse i hvert fald groft uagtsomt bevirkede, at skattemyndighederne foretog klagerens skatteansættelse for indkomståret 2019 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Heroverfor kunne det, som klageren havde anført, herunder at hun, inden hun igen blev fuldt skattepligt til Danmark, iværksatte foranstaltninger med henblik på udbetaling af pensionsmidlerne, at der i forbindelse med udbetalingen af pensionsmidlerne blev indeholdt skat i Schweiz, og at hun herefter antog, at der var gjort endeligt op med skatten, ikke føre til et andet resultat. Herefter, og da Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen havde overholdt varslings- og ansættelsesfristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse. Dissens vedrørende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5.

Sagen angik, om klageren hæftede for 10.000 kr. i afgift af 4.000 ml nikotinholdige væsker, der af Toldstyrelsen blev fundet i en pakke adresseret til klageren ved et kontrolbesøg hos en pakkeleverandør den 14. april 2023.

Landsskatteretten anførte, at afsenderen af pakken var et tysk selskab, som havde adresseret pakken til klagerens bopælsadresse Under disse omstændigheder var der en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a. Som udgangspunkt havde klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Herefter - og da der ikke forelå konkrete omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet varerne. Klageren anførte, at andre havde misbrugt hans navn og adresse i forbindelse med forsendelsen af pakken. Der forelå ingen konkrete oplysninger om eller indikationer for, at dette var tilfældet. Klagerens kortfattede angivelse over for Skattestyrelsen den 26. april 2024 om, at han "slet ikke kender noget til det" var ikke nærmere begrundet eller uddybet. Den 16. maj 2023 anmodede klageren Skattestyrelsen om aktindsigt. Efter at Skattestyrelsen havde imødekommet anmodningen, fremkom klageren med bemærkninger til Skattestyrelsen den 17. maj 2023. Disse bemærkninger indeholdt i det væsentlige alene en række formelle betragtninger om, hvorfor klageren mente, at Skattestyrelsens afgørelse ikke var rigtig, men ingen objektive kendsgerninger eller nærmere konkretiseret argumentation til støtte for, at han ikke havde erhvervet varerne. Klageren var ikke, herunder heller ikke for Landsskatteretten, fremkommet med oplysninger om, hvorvidt han havde modtaget opkrævning, betalingspåmindelser eller havde afvist betaling over for afsenderen. Klageren havde heller ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem klageren og afsenderen, hvorved klageren afviste, at han havde erhvervet varerne. Klageren havde således - til trods for Skattestyrelsens afgørelse og klagebehandlingen - ingen relevante bevisskridt foretaget med henblik på i fornødent omfang at dokumentere eller i hvert fald at sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet de varer, som det tyske selskab havde sendt til ham på hans bopælsadresse. Herefter lagde Landsskatteretten til grund, at klageren havde erhvervet varerne og dermed hæftede for afgiften og stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Tilsidesættelse af skønserklæring - vurdering af udlejningsejendom - ejendomsværdi
Sagen vedrørte, hvorvidt Vurderingsankenævnets skøn over en ejendoms ejendomsværdi for vurderings-årene 2014-2019 efter den dagældende vurderingslov kunne tilsidesættes.
Ejendommen var en udlejningsejendom, og Vurderingsankenævnet havde ansat ejendomsværdien skønsmæssigt ud fra bruttolejemodellen, hvorefter ejendomsværdien var beregnet ved, at en anslået bruttolejeindtægt var ganget med en anslået lejefaktor, jf. dagældende vurderingslov § 10, stk. 3. Lejekontrakterne for boligdelen blev først fremlagt under retssagen.
Retten tilsidesatte den i sagen aflagte skønserklæring, idet retten udtalte, at den var behæftet med usikkerhed og derfor ikke kunne tillægges bevismæssig betydning med henvisning til, at skønsmanden havde baseret sin vurdering på et skøn, som ikke blev understøttet af referenceejendomme.
Retten gav dog sagsøgeren medhold i, at lejevilkårene for boligdelen af ejendommen ikke var usædvanlige, men henset til vurderingsmyndighedernes ikke ubetydelige skønsmargin, fandt retten, at det ikke var egnet til at påvirke værdiansættelsen nævneværdigt.
Retten lagde desuden vægt på, at ejendommen i 2012 var erhvervet af sagsøgeren på tvangsauktion til 2,4 mio. kr., hvorved retten fandt, at ejendommen ikke var handlet i fri handel, og at prisen i 2012 derfor var under markedsprisen.
Sagsøgeren havde derfor ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af ejendomsværdien hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, og at dette var egnet til at påvirke værdiansættelsen.

Skatterådet bekræftede, at der ikke skal pålægges afgift på talolie (KN kode 3803 00 10 / 3803 00 90 eller 3803 00), der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som brændsel til opvarmning i varmeværker, efter mineralolieafgiftsloven? Skatterådets bekræftelse skete med henvisning til, at der ikke er hjemmel i energiafgiftslovene, herunder udfyldningsreglen i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, til at lægge afgift på talolie.

I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at uddelinger til nødhjælpsudstyr og værnemidler ville støtte et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål, hvormed uddelingerne ville være fradragsberettigede efter fondsbeskatningslovens § 4. Da særligt begrebet 'værnemidler' ikke var entydigt og omfattede genstande, som ikke alle kunne anses for almennyttige, var det Skatterådets opfattelse, at spørgsmålet ikke kunne besvares fuldstændigt bekræftende. Henset til at uddelinger af nødhjælpsudstyr og værnemidler af den omhandlede art, som skulle forhindre og mindske menneskelig lidelse og redde liv i en situation, hvor modtagerne af hjælpen ville opholde sig i et land, som var part i en krig eller en væbnet konflikt, måtte anses for uddelinger til almenvelgørende eller almennyttige formål, blev spørgsmålet besvaret med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at uddelinger til opførelse af beboelsesejendomme i Ukraine ville støtte et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål, hvormed uddelingerne ville være fradragsberettigede efter fondsbeskatningslovens § 4. Udlejning af fast ejendom til beboelse blev efter praksis ikke anset for et almennyttigt formål, men et erhvervsmæssigt formål. Da der i nærværende sag var tale om, at så længe der var krig i Ukraine, så var det Skatterådets opfattelse, at opførsel af boligerne i nærværende sag undtagelsesvist kunne anses for at støtte almennyttige/almenvelgørende formål. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at uddelinger til opførelse af en daginstitution støttede et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål, hvormed uddelingen ville være fradragsberettiget efter fondsbeskatningslovens § 4. Drift af daginstitution kunne som udgangspunkt ikke anses for et almenvelgørende eller almennyttigt formål, uanset at det var en kommune, som skulle stå for driften. Da donationen i den konkrete sag skulle bruges til at opføre en bygning i Ukraine og dermed hjælpe en kommune i et krigshærget land med at genopføre basale offentlige institutioner, som ville være en nødvendig del af et velfungerende land, kunne donation til opførsel af en bygning, der skulle rumme en daginstitution i den konkrete situation blive anset for almennyttig. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

Skatterådet bekræftede bl.a., at et fælleshus i en kolonihaveforening, som indeholder toilet, bad og køkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5, da et fælleshus uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke er en bolig.

Skatterådet bekræftede bl.a. ikke, at spørger ikke kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget. Det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, at ejendomme, som kun afleder spildevand fra boligenheder, er afskåret fra at bruge standardsatser for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4. Ejendommen afleder spildevand fra fælleshuset, som ikke er en boligenhed, jf. spørgsmål 1, hvorfor spørger ikke er afskåret fra at bruge standardsatser for vandforbrug.

Skatterådet bekræftede bl.a. ikke, at spørger, der har en bimåler, der måler fælleshusets vandforbrug, hvorfra der kun afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimåleren. Vandforbruget skal opgøres som ejendommens samlede vandforbrug, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., medmindre der er tale om en erhvervsejendom, da der så kan foretages fradrag for vandforbrug, som overstiger 1.000 m3, og som ikke udledes som spildevand.

Skatterådet bekræftede bl.a., at spørger kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget, selvom der kun er erhverv og ikke privat beboelse på spørgers ejendom.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, hvis der opsættes bimåler for vandforbrug til aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimålerne, da erhvervsejendomme, som har eget spildevandsanlæg, kun kan få fradrag for det vandforbrug, der ikke bliver til spildevand, og som overstiger 1.000 m3, jf. spildevandsafgifts-lovens § 7, stk. 3, sidste pkt.

Skatterådet bekræftede bl.a., at spørgers ejendom, som er beliggende på to forskellige adresser, skal anses som én ejendom i medfør af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, da det følger af lovbemærkningerne, at en ejendom skal forstås som den vurderingsmæssige enhed. De to adresser udgør én vurderingsmæssig enhed, da de hører under samme BFE-nummer.

Skatterådet bekræftede, at en driftsbygning, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet og tekøkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, da en driftsbygning uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke er en bolig.

Skatterådet bekræftede, at når der betales spildevandsafgift på baggrund af en standardsats på 170 m3 vand, jf. spildevandafgiftslovens § 7, stk. 4, og der er to spildevandsanlæg tilknyttet ejendommen, så er det standardbetalingen for spildevandsanlægget tilknyttet helårsboligen, som skal bruges, selvom der også er udledning fra spildevandsanlægget tilknyttet driftsbygningerne.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, hvis der opsættes bimåler for vandforbrug til aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimålerne. Det skyldes, at erhvervsejendomme, som har eget spildevandsanlæg, kun kan få fradrag for det vandforbrug, der ikke bliver til spildevand, og som overstiger 1.000 m³, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, sidste pkt.

Skatterådet bekræftede, at spørger, hvis ejendom kun afleder spildevand fra boligenheder, ikke kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget, da det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, at standardsatserne i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, ikke kan bruges, når der kun afledes spildevand fra boligenheder.

Skatterådet bekræftede, at spørger, hvis ejendom kun afleder spildevand fra boligenheder, kan opgøre den udledte mængde spildevand som boligenhedens vandforbrug, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, hvis der opsættes en bimåler, der måler boligenhedens vandforbrug.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, som ikke har bimåler, som måler boligenhedens vandforbrug, skal opgøre den udledte mængde spildevand som ejendommens samlede vandforbrug, dvs. også vandforbruget i den erhvervsmæssige del af ejendommen, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5.

Der kan være tvivl om, hvorvidt det modtagende selskab efter en koncernintern skattefri fusion skal modregne det indskydende selskabs sambeskatningsunderskud som et "eget underskud" (dvs. et trin 2 underskud) eller som et "andre selskabers underskud" (dvs. et trin 4 underskud). Der er ikke taget stilling til spørgsmålet i Den juridiske vejledning.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at situationen har stor lighed med den situation, som vedrører det modtagende selskabs anvendelse af det indskydende selskabs sambeskatningsunderskud efter en skattefri ophørsspaltning til eksisterende selskaber. Hos de modtagende selskaber betragtes det ophørsspaltede selskabs underskud som "eget underskud" og modregnes derfor i trin 2.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at de to situationer bør behandles ens.

Denne fortolkning medfører, at underskud i det indskydende selskab, som er opstået under sambeskatningen mellem det indskydende og det modtagende selskab efter fusionen udgør det modtagende selskabs "eget underskud" (dvs. et trin 2 underskud) og dermed ikke udgør et "svævende underskud".

Spørger havde optaget et lån i euro hos G1. Spørger havde stillet kryptoaktiver af en værdi, som svarede til det dobbelte af lånet, til sikkerhed for lånet. Sikkerheden var placeret hos långiver. Spørger ønskede bekræftet, at lånoptagelsen med sikkerhed i Spørgers bitcoins ikke var en afståelse af Spørgers kryptoaktiver.

Skatterådet kunne bekræfte, at sikkerhedsstillelse i form af kryptoaktiver ikke var en skattepligtig realisation af kryptoaktiverne. Det var Skatterådets vurdering, at Spørger bar risikoen for evt. fald i værdien og beholdt muligheden for gevinst og tab ved stigning og fald af værdien, da det blev lagt  til grund, at Spørger fik samme bitcoins - antal - tilbage, som Spørger havde stillet til sikkerhed for lånet.

Tilsvarende kunne Skatterådet bekræfte, at der ikke var tale om køb af kryptoaktiver, når sikkerheden blev leveret tilbage til Spørger ved lånets indfrielse.

Skatterådet kunne bekræfte, at renteudgifterne fra det optagne lån var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, da det var Skatterådets vurdering, at der var tale om et reelt lån, der var indgået mellem uafhængige parter og med en forud aftalt forrentning.

Spørger producerer træbriketter fremstillet af savsmuld, der som led i fremstillingen tørres i et udendørs tørreanlæg. Til brug ved tørringsprocessen anvender spørger ufarvet dieselolie.

Spørger anmoder Skatterådet om at bekræfte, at forbruget af dieselolie er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11.

Spørgsmålet skal afklare, hvorvidt tørreanlægget enten skal anses for et rum eller et anlæg, idet betingelserne for at opnå afgiftsgodtgørelse er forskellige alt efter, om der er tale om et rum eller et anlæg. Endvidere skal det afklares, hvorvidt reglerne for afgiftsmærkning (farvning) af olieprodukter har betydning for afgiftsgodtgørelsen.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger kan få godtgørelse af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1 nr. 1, idet tørreanlægget skal anses som et anlæg, der ikke befinder sig i et lokale og derfor ikke kan bidrage til rumopvarmning. Olieforbruget er derfor afgiftsgodtgørelsesberettiget i samme omfang, som virksomheden kan opnå momsfradrag. Endvidere er afgiftsgodtgørelsen for olieforbruget ikke omfattet af kravet om afgiftsmærkning, da der ikke kan stilles krav om farvning af dieselolien som forudsætning for at opnå afgiftsgodtgørelse. Spørgers dieselolie til fyringsformål er beskattet som motorbrændstof.

Styresignalet præciserer den skattemæssige behandling af ulovligt udbytte.

Skatterådet kunne bekræfte, at afgiften ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom vedrører adkomstændringer fra den personligt ejede virksomhed til et partnerselskab ville være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a med den virkning, at tinglysningsafgiften udgør 1.850 kr.

I forbindelse med et kommende generationsskifte vil spørger omdanne sin personlige virksomhed, hvor spørger har diverse ejendomme, til et partnerselskab, som herefter vil blive adkomsthaver til ejendommene. Omdannelsen ses at være i overensstemmelse med praksis for anvendelse af tinglysningsafgiftslovens § 6 a som senest beskrevet i SKM2024.49.LSR, herunder i overensstemmelse med SKM2021.110.HR om fortolkning af begrebet "selskaber m.v.".

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der alene skulle betales fast afgift med 1.850 kr. ved tilbageskødning (tilbageføring) af en del af en ejendom til den tidligere ejer, når købesummen var 0 kr. og overtagelsesdagen var den 1. januar 2009.

Der var sket overdragelse af en erhvervsejendom, som ikke var sket i almindelig fri handel, hvorefter afgiften skulle beregnes efter tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 4.

Skatterådet fandt, at der skulle betales procentafgift på 0,6 pct. af den skønnet værdi, udover den faste afgift på 1.850 kr.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kunne ske godtgørelse af den betalte procentafgift på grund af fejlagtig identifikation af ejendommen efter tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 5.

Der var sket overdragelse af en hel ejendom, i stedet for en del af ejendommen.

Ejendommen var efterfølgende blevet opdelt.

Spørger påtænkte at tilbageskøde en del af den opdelte ejendom, som ikke skulle have været overdraget, til den oprindelige ejer.

Skatterådet fandt, at der ikke kunne ske godtgørelse på baggrund af fejlagtig identifikation.

Det var på tidspunktet for tinglysningen alene muligt at overdrage hele ejendommen, da opdeling af ejendommen først skete efterfølgende.

Spørger 1 havde den 1. januar 2025 overdraget sin udlejningsvirksomhed med fast ejendom til sin ægtefælle (Spørger 2). Overdragelsen var sket som en gaveoverdragelse og omfattede 100% ejerandele i A K/S og 50% ejerandele i B P/S.

Spørger 2 varetog fra den 1. januar 2025 alle væsentlige driftsmæssige opgaver vedrørende udlejningsejendommene. Spørger 1 drev fortsat en anden erhvervsmæssig virksomhed.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen af udlejningsvirksomhedens aktiver og passiver til ægtefællen ikke medførte beskatning af fortjenester og tab.

Ægtefællerne havde aftalt, at Spørger 2 overtog en andel af Spørger 1’s opsparede overskud og indskudskonto.

Skatterådet bekræftede, at Spørger 2 kunne overtage en andel af Spørger 1’s opsparede overskud, og at Spørger 1 dermed ikke skulle beskattes af opsparet overskud som følge af overdragelsen.

Den andel af opsparet overskud, som en ægtefælle kan overtage ved en deloverdragelse, opgøres efter forholdet mellem kapitalafkastgrundlaget i den overdragne virksomhed og det samlede kapitalafkastgrundlag. Det overtagne opsparede overskud kan dog ikke overstige kapitalafkastgrundlaget i den overdragne virksomhed. Hvis ægtefællen har ydet vederlag for den overdragne virksomhed, skal dette fragå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget for den overdragne virksomhed.

Skatterådet bekræftede, at ægtefællerne havde opgjort andelen af opsparet overskud efter disse principper. Det blev lagt til grund for svaret, at den latente skatteforpligtelse - som indgik i berigtigelsen af overdragelsessummen - ikke ville indgå i Spørger 2’s virksomhedsordning pr. 1. januar 2025. Det blev endvidere lagt til grund, at alle aktiver og passiver i den overdragne udlejningsvirksomhed ville indgå i Spørger 2’s virksomhedsordning, og at der ikke herudover vil indgå gæld i Spørger 2’s virksomhedsordning pr. 1. januar 2025.

Endelig bekræftede Skatterådet, at Spørger 2 skulle beskattes af udlejningsvirksomhedens indkomst fra og med indkomståret 2025, idet Spørger 2 drev virksomheden.

En skatteyder havde ikke indberettet sin indkomst for indkomståret 2015 korrekt. SKAT foretog derfor en skønsmæssig forhøjelse på grundlag af indsætninger på skatteyderens bankkonto. Først efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist anmodede skatteyderen om ekstraordinær genoptagelse. Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.

Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der forelå en materielt urigtig ansættelse eller en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse, som kunne begrunde en tilladelse til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsretten udtalte, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, har et snævert anvendelsesområde og eksempelvis vil kunne finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller i andre særlige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Landsretten udtalte videre, at resultatet af Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse navnlig beroede på skatteyderens egne forhold, idet skatteyderen ikke havde selvangivet fyldestgørende og ikke reagerede på SKAT’s forslag til afgørelse, ligesom skatteyderen havde valgt at sammenblande sine private og erhvervsmæssige forhold ved anvendelse af samme konti til både privat og erhvervsmæssig brug. Skatteyderen havde desuden ikke påvist et grundlag for, at Skattestyrelsen ved ansættelsen skulle have foretaget et skøn over eventuelle fradragsberettigede udgifter.

Heller ikke en lægeerklæring eller skatteyderens egen forklaring om sin sygdom godtgjorde, at skatteyderen havde været ude af stand til at anmode om ordinær genoptagelse inden for fristen herfor. 

På denne baggrund tiltrådte landsretten, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at skatteansættelsen for 2015 skulle genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsretten fandt videre, at det ikke ved de lægelige oplysninger og de afgivne forklaringer var godtgjort, at skatteyderen først i efteråret 2019 blev bekendt med Skattestyrelsens forhøjelse af hans indkomst. Der var ikke i øvrigt påvist særlige omstændigheder, som kunne begrunde en dispensation fra 6 måneders fristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom (SKM2024.142.BR).